Svinepest i Asien driver priser på danske svin i vejret, men produktionen følger ikke trop

Kina, som er verdens største svineproducent, er ramt af voldsomt udbrud af svinepest, der har fået priserne på svinekød til at sige eksplosivt verden over.
Foto: Erik Lungtang/Ritzau Scanpix

Siden sidste år er priserne på svin i Danmark steget gevaldigt. Det skyldes blandt at den afrikanske svinepest, der er udbrudt i Asien, har øget efterspørgslen på dansk svinekød. Trods den store efterspørgsel på svin er produktionen af slagtesvin i Danmark dog faldet en smule i samme periode.

af Alberte Ravn Skoglund

Tal fra Danmarks statistik viser, at priserne på svin er steget med 30% på bare tre måneder.

Prisstigningerne er blandt andet følge af den afrikanske svinepest, der er udbrudt i Asien og har medført stor nedgang i bestanden af svin i de pågældende lande. Det har øget efterspørgslen på dansk svinekød.

Derfor lyder det måske ulogisk, at den danske svineproduktion er faldet de sidste par måneder, men det er ifølge Henning Otte Hansen, Seniorrådgiver ved Københavns Universitet, også en konsekvens af svinepesten, der hærger i Asien.  

”Måske skyldes det også, at der i dag er svinepest i Asien. Hvis vi får svinepesten til Danmark, så får vi jo et markant prisfald. Så måske er landmændene lidt tilbageholdende med at øge produktionen, da det ikke er til at vide, hvor længe den bedre pris, vi har i dag, varer,” siger Henning Otte Hansen.

Faldet i svineproduktion findes der dog ifølge Anne Wolfenberg, Kommunikationskonsulent for fagforeningen Danske Svineproducenter, også en lavpraktisk forklaring på.  

”Det er jo en proces, der tager tid. Man skal både have en miljøgodkendelse, og man skal have lov af banken. Når vi har med levende ting at gøre, og ting der skal bygges, er det begrænset, hvor meget man kan køre sin produktion op og ned afhængig af, hvordan priserne er,” siger Anne Wolfenberg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *